I 1997 sad jeg bænket med mine klassekammerater i ”Fodbadet” på Stenhus Gymnasium i Holbæk og lyttede. Manden vi lyttede til, var på det tidspunkt vores levende bevis på, at Huntingtons civilisationsteorier fra timerne i samfundsfag var noget sludder, og at folk med forskellig religiøs og kulturel baggrund sagtens kunne leve sammen i fred og fordragelighed. I dag 12 år efter diskuterer man stadig civilisationernes sammenstød, men det eneste, manden på talerstolen har bevist siden, er, at ligegyldigt hvad han støder sammen med, så rejser han sig op igen og løber videre.
Der er sagt og skrevet så meget om politikeren og parodien Naser Khader, at man godt kan tvivle på, om der er mere at tilføje. Men bedst som emnet Khader burde være uddebatteret, så vender han tilbage til avisernes forsider med en ny historie.
De politiske kommentatorer har for længst skrevet nekrolog over Khaders karriere og konkluderet, at hans dage på tinge er talte. Fatale prioriteringer og indiskutabel inkompetence i Ny Liberal Alliance kombineret med den seneste burka-ballade, har udstillet Khader som en politisk klodsmajor, man gør bedst i at pakke væk i et hjørne, der vender væk fra tv-kameraerne. Med mindre man vil med ned i sølet.
Men at sætte Khader i skammekrogen er ligesom at klemme på en fjeder: Det kan lade sig gøre at holde den i bund, så længe man er helt fokuseret på at gøre det, men i det øjeblik man slipper, så springer den tilbage til sin oprindelige form.
Boing!
I skrivende stund er fjederen Khader sprunget ud på forsiden igen. Denne gang som redningsmand for 4-årige Adam, der blev bortført af sin far til Syriens hovedstad Damaskus. Politiet gjorde ikke deres arbejde, og myndighederne havde ikke den store succes med få hentet drengen hjem. Cue Khader. Helt, monster, ekspert, offer og oprører samlet i en og samme politiske sprællemand.
Redningsaktionen åbner igen for spørgsmålet om, hvorvidt Khader også stadig kan redde sin politiske karriere. Fra et GK synspunkt kunne et råd være, at han skulle bevæge sig fra uønsket til ukendt for igen at kunne genbygge sin troværdighed i al ubemærkethed. Vi kunne imidlertid lige så godt råde træerne til ikke at tabe bladene om vinteren, for ukendt rimer ikke på Khader.
Men personligt tror jeg også nok Khader skal overleve alligevel. For selvom han er dømt både uduelig og uønsket i politiske kredse, så fremstår han stadig som ukuelig. – Og det er ikke så ringe en egenskab at besidde i Danmark. Det ville sikkert kræve en statsminister med et udtalt dødsønske, hvis Khader nogensinde skulle blive minister, men jeg vil vædde på, at han nok skal samle tilstrækkeligt med stemmer til at blive på Borgen.
Uduelig eller ej – danskerne har halbal i blodet og kan godt lide folk, der rejser sig op igen, når de har fået nogle på snotten.
Ord: Lasse Meldgaard Bloch
Related posts:
- Politik = Fiktion? ”Yes we can!” var parolen der gav USA et tiltrængt...
Related posts brought to you by Yet Another Related Posts Plugin.
0 kommentarer til “Fjederen”