Den bloggen i skandinavia hvor du kan lære mest om kommunikasjon
Købmandskæden SuperBest har de seneste par uger været i vælten på grund af en række fejl i håndteringen af kød blandt kædens slagtere. Kommunikationsforum har spurgt Jeppe Veddinge om, hvordan Geelmuyden.Kiese har rådgivet SuperBest om kommunikation under krisen. Jeppe fortæller blandt andet, hvad han har lært af forløbet og giver til sidst et par råd til virksomheder, der bliver ringet op af tv-programmet Kontant.
I morgen fejrer vi vores nye omgivelser i København sammen med kunder, leverandører og venner af huset. Vi glæder os til at se jer alle sammen på Vimmelskaftet 47 – fredag den 2. oktober fra kl 15.00–17.30.
Ord og billede: Anders Stougaard
I 1997 sad jeg bænket med mine klassekammerater i ”Fodbadet” på Stenhus Gymnasium i Holbæk og lyttede. Manden vi lyttede til, var på det tidspunkt vores levende bevis på, at Huntingtons civilisationsteorier fra timerne i samfundsfag var noget sludder, og at folk med forskellig religiøs og kulturel baggrund sagtens kunne leve sammen i fred og fordragelighed. I dag 12 år efter diskuterer man stadig civilisationernes sammenstød, men det eneste, manden på talerstolen har bevist siden, er, at ligegyldigt hvad han støder sammen med, så rejser han sig op igen og løber videre.
Der er sagt og skrevet så meget om politikeren og parodien Naser Khader, at man godt kan tvivle på, om der er mere at tilføje. Men bedst som emnet Khader burde være uddebatteret, så vender han tilbage til avisernes forsider med en ny historie.
De politiske kommentatorer har for længst skrevet nekrolog over Khaders karriere og konkluderet, at hans dage på tinge er talte. Fatale prioriteringer og indiskutabel inkompetence i Ny Liberal Alliance kombineret med den seneste burka-ballade, har udstillet Khader som en politisk klodsmajor, man gør bedst i at pakke væk i et hjørne, der vender væk fra tv-kameraerne. Med mindre man vil med ned i sølet.
Men at sætte Khader i skammekrogen er ligesom at klemme på en fjeder: Det kan lade sig gøre at holde den i bund, så længe man er helt fokuseret på at gøre det, men i det øjeblik man slipper, så springer den tilbage til sin oprindelige form.
Boing!
I skrivende stund er fjederen Khader sprunget ud på forsiden igen. Denne gang som redningsmand for 4-årige Adam, der blev bortført af sin far til Syriens hovedstad Damaskus. Politiet gjorde ikke deres arbejde, og myndighederne havde ikke den store succes med få hentet drengen hjem. Cue Khader. Helt, monster, ekspert, offer og oprører samlet i en og samme politiske sprællemand.
Redningsaktionen åbner igen for spørgsmålet om, hvorvidt Khader også stadig kan redde sin politiske karriere. Fra et GK synspunkt kunne et råd være, at han skulle bevæge sig fra uønsket til ukendt for igen at kunne genbygge sin troværdighed i al ubemærkethed. Vi kunne imidlertid lige så godt råde træerne til ikke at tabe bladene om vinteren, for ukendt rimer ikke på Khader.
Men personligt tror jeg også nok Khader skal overleve alligevel. For selvom han er dømt både uduelig og uønsket i politiske kredse, så fremstår han stadig som ukuelig. – Og det er ikke så ringe en egenskab at besidde i Danmark. Det ville sikkert kræve en statsminister med et udtalt dødsønske, hvis Khader nogensinde skulle blive minister, men jeg vil vædde på, at han nok skal samle tilstrækkeligt med stemmer til at blive på Borgen.
Uduelig eller ej – danskerne har halbal i blodet og kan godt lide folk, der rejser sig op igen, når de har fået nogle på snotten.
Ord: Lasse Meldgaard Bloch
”Yes we can!” var parolen der gav USA et tiltrængt systemskifte ved sidste præsidentvalg. Amerikanerne fik deres første afroamerikanske præsident og verden fik en retoriker, der kan gøre selv den hårdeste kritiker blød i knæene. Men Obama har ikke selv opfundet det slagkraftige og optimistiske slogan. Det er tyvstjålet fra en lille mand med en talende gravko og en gul hjelm.
Manden med den gule hjelm hedder Byggemand Bob. Han bor i Solsikkedalen og hans venner har navne som ”Winnie”, ”Smut” og ”Fugl Thomas”. Byggemand Bob er en af verdens mest populære børne-tv figurer. I hvert afsnit genopbygger Bob alt det der er ved at forfalde og som trænger til en kærlig hånd. ”Can we fix it?” synger Byggemand Bob, og vennerne svarer ”Yes we can!”.
http://www.youtube.com/watch?v=Ooa4BKo4-p0&feature=related
Set i lyset af den økonomiske krise og det amerikanske sundhedsvæsens tilstand er det måske ikke så dumt at Obama, bevidst eller ej, har valgt et credo fra en fiktionsfigur der genopbygger og reparerer. I hvert fald er sammenligningen af politik og fiktion ikke helt ukendt. “Politics is about 97 % fiction and 3 % imagination”, udtalte det tidligere amerikanske kongresmedlem Dick Armey for nylig til tidsskriftet The Economist, og tilføjede at ”politikere er nogle pudsige folk, der ikke lader sig forstyrre af kendsgerninger”.
Naser Khader er et tegneseriehold
Men det er langt fra alle der slipper godt af sted med koblingen mellem politik og fiktion.
Ser man på Naser Khader og de konservatives seneste burka udspil er det lige før Dick Armey’s udtalelser giver lidt for god mening: Det hele ser rigtig godt ud på papiret; hele Danmarks præmie-indvandrer gør det han er bedst til og stiller sig i spidsen for nye forslag om stramninger i forhold til religiøs fanatisme. – Og han må jo nødvendigvis vide hvad han snakker om, når han selv har indvandrerbaggrund og er billedet på vellykket integration.
I et fiktions univers havde den være lige i skabet og fiktionsudgaven af Naser Khaders comeback kunne sagtens have haft en happy ending. Det ville være en smuk historie og set-up’et er castet med dramaturgisk bagtanke. Problemet er bare at kendsgerningerne og den virkelige verden er kommet i vejen. Et forbud mod burkaer er nu officielt grundlovsstridigt, opbakningen forsvinder fra alle andre end DF og det konservative bagland er splittet. Naser Khader er (igen) ved at ende som en tom kliché af en politisk karikatur. – En tegneseriefigur, der går efter de billige point og det letbenede indhold, men som glemmer kendsgerninger, tyngde og sund fornuft.
De politiske myter
Naser Khader og Obama’s mere eller mindre bevidste leg med fiktionen har paradoksalt nok modsatrettede formål; Obama slås i øjeblikket med sejlivede myter blandt befolkningen om at hans sundhedsreformer vil medføre statsbetalte aborter og såkaldte ”dødspaneler” der nægter amerikanerne adgang til behandling.
Naser Khader derimod forsøger selv at puste liv i myten om hærskarer af burkaklædte kvinder i danske gader og stræder, der oven i købet er meget farlige i trafikken!
Obama er i klemme fordi befolkningen ikke forstår hans politik. Naser er i klemme fordi han ikke forstår befolkningen. Men hvis Naser ikke passer på kan selv ikke Byggemand Bob fixe hans faldefærdige politiske brændeskur.
Ord: Ulla Ringgård Christiansen
Næh, det er han så vidt vides ikke. Men overskriften ville nok få et par fodboldfans og -spillere rundt omkring i verden til at få morgenkrydderen galt i halsen. For i professionel fodbold, så vel som i andre sportsgrene, er homoseksualitet stadig tabu. Derfor er Outgames nødvendigt.
I den senere tid har der i landets aviser, og ikke mindst hos Geelmuyden.Kiese, været debat om Outgames. Følgende spørgsmål er bl.a. blevet stillet: Hvorfor skal man blande homoseksualitet og sport? Hvorfor skal bøsser og lesbiske have deres eget OL?
Debatten i både aviser og GK overser den væsentlige pointe, at homofobi er et stort problem i sportens verden.
Homofobien hersker
For nylig udtalte den tidligere professionelle NFL spiller, Kenneth Hutcherson, at åben homoseksualitet ikke hører hjemme i professionel sport, fordi det skaber ubehag hos holdkammeraterne: ”Det er bedre for holdet, at homoseksuelle ikke outer dem selv”, skrev han i et debatindlæg i Washington Post. Ifølge den tidligere NFL spiller føler heteroseksuelle mænd sig kun trygge, når de kan tage brusebad med andre heteroseksuelle mænd.
Hutchersons udtalelser bærer præg af, at den tidligere sportsmand i dag er præst i en amerikansk frikirke, der ikke er særlig åben overfor homoseksualitet generelt. Men eksemplerne på det anstrengte forhold til homoseksualitet i sportens verden er talrige. Her er et par udvalgte skæbner:
- I 1998 begik Justin Fashanu selvmord. Han var en af fodboldklubben Nottingham Forests unge stjerner, og sprang ud i 1990. Men forfølgelsen af ham, pga. hans homoseksualitet, blev for meget.
- Basketballstjernen John Amaechi skjulte sin homoseksualitet, til han gik på pension.
- Herhjemme måtte fodboldspilleren Mikkel Beck engang indkalde til pressemøde under titlen ”Jeg er ikke bøsse” for at få aflivet bøsserygterne.
Det er stadig tabu
Blandt professionelle belgiske fodboldspillere mener godt 68 procent, at homoseksuelle ikke har noget at gøre i den bedste belgiske liga. Det viser en undersøgelse, som et belgisk sportsmagasin har lavet blandt 300 professionelle belgiske fodboldspillere.
Omklædningsrummet er åbenbart mere tabubelagt, end man lige skulle tro. Og selvom vi, og sikkert også de fleste i vores omgangskreds, fuldstændig uproblematisk spiller fodbold, squash og tennis med homoseksuelle venner og holdkammerater, er der mange andre dele af landet, Europa og verden, hvor det ikke foregår helt så udramatisk.
Derfor er en sportslig vinkel på en kultur- og idrætsbegivenhed som Outgames velvalgt, og sætter positivt fokus på en minoritetsgruppe, som verden burde være for gammel til at diskriminere.
Ord: Ulla Ringgård Christiansen
Billede: Outgames
World Outgames, også kendt som homo-OL, blev i weekenden skudt i gang på Rådhuspladsen i København, men skyderierne mod arrangementet begyndte allerede for flere måneder siden. Meningsdannere kritiserer eksempelvis, at Københavns Kommune støtter projektet med 30 mio. kroner, som kunne have gjort større gavn andre steder. Jeg stiller mig ikke op i køen af kritikere, men retter derimod sigtekornet mod arrangementets indhold og form.
Arrangementets officielle navn er World Outgames og kaldes i folkemunde homo-OL. Men lytter man til de ledende tunger bag Outgames, handler det faktisk om noget helt andet. For med Outgames ønsker man at sætte fokus på homoseksuelles rettigheder (og mangel på samme) rundt om i verden. Men hvorfor skal de godt 5500 homoseksuelle mænd og kvinder så også have fodboldstøvler, badmintonketsjer og badehætter med taskerne, når det er menneskerettighederne, der skal slå debatten an?
OL på den forkerte arena
Uden at negligere værdien af erfaringsudveksling omkring menneskerettigheder over landegrænserne, tænker jeg, at de fleste tilstedeværende i omklædningsrummene under Outgames er enige, før de træder ind, og endnu mere enige efter de har vasket sveden af kroppen. Og de mennesker der ikke deler samme syn på sagen, vil med garanti ikke være at finde i nærheden af sportshallerne.
Dernæst forekommer omklædningsrum mig ikke at være den bedste arena for en diskussion af homoseksuelles rettigheder. Som det sidste, men måske det vigtigste, er medierne, af gode grunde, sjældent velkomne i omklædningsrum, så hvorfor gemme ”debatten” dér? Den skal ud til folket og folket skal være med!
Vis mig din hund og jeg skal sige, hvem du er…
Vis mig Outgames programmet og jeg skal sige, hvad arrangementet går ud på. Men efter at have tygget mig igennem det 260 sider lange program, kan jeg ikke svare entydigt på, hvad arrangementet går ud på. Ikke andet end der kommer til at foregå hundredvis af kulturevents, fester, sportsaktiviteter, udstillinger, film og forestillinger rundt om i København og omegn. Men udbuddet er for stort og jeg lægger umiddelbart programmet fra mig uden at have truffet et valg om, hvad jeg vil se. Det irriterede mig og jeg begyndte at spekulere over indholdet.
For det er langt fra tydeligt for mig, hvilken position Outgames ønsker at indtage. Vil Outgames være en sportsbegivenhed? Vil Outgames være en kulturel event? Vil Outgames være et særarrangement for en minoritetsgruppe? Vil Outgames være en seks dage lang Pride Parade? Eller vil Outgames være centrum for en global debat om homoseksuelles rettigheder, hvor målet er at få verdens politikere og regeringer i tale og opsætte forpligtende mål?
Svaret er, at Outgames er lidt af det hele uden egentlig helt selv at vide, hvad der vejer tungest. Sidstnævnte skriver jeg med åbenhjertig reference til en udbytterig samtale, jeg havde med en af de danske deltagere og politisk aktive ved Outgames på åbningsaftenen lørdag.
World Outgames vil for meget og det er synd! Resultatet bliver, at det velmenende ønske om at skabe en storslået og kraftfuld event, tager fokus væk fra dét det (i mine øjne) egentlig handler om – at give verdens homoseksuelle de samme rettigheder som alle andre mennesker.
World Outgames mangler et klart budskab og en rolle, som ikke er til at misforstå. Tænk hvilken magt World Outgames ville kunne flytte, hvis de skar fedtet fra.
Ord: Toke Mølgaard
Min 19-årige lillebror søger elevplads og skulle skrive et CV for første gang i sit liv. Som storesøster følte jeg, at jeg måtte træde til og hjælpe ham med at udforme CVet, for at støtte hans rejse igennem virksomhedernes nåleøje. Det passede min lillebror fint, han overlod roret – og tastaturet – til mig. Lige da jeg troede, at han helt havde opgivet at blande sig i CV-udarbejdelsen, overraskede han mig med et spørgsmål.
Min lillebror undrede sig over, at jeg i hans CV under listen over sprog han kan, skrev ”tyrkisk” på. ”Det er da fuldstændig lige meget med tyrkisk – jeg kan alligevel ikke bruge det til noget” var hans bemærkning.
Min lillebrors kommentar ledte mine tanker til mit tidligere job som projektleder i en kommune, hvor jeg blandt andet skulle samle og uddanne et team af ung-til-ung vejledere med minoritetsbaggrund. De unge vejledere skulle holde foredrag om de udfordringer og succeser de havde haft på deres vej i det danske uddannelsessystem og derved inspirere andre unge med en anderledes baggrund til at gennemføre en uddannelse. Den største udfordring for mig var at få de unge vejledere til at forstå og kommunikere, at deres ekstra kulturelle og sproglige baggrund ikke udgør en barriere men snarere en ressource for dem. De havde kun oplevet, at deres udfordringer i skolen var blevet forbundet med deres forældres kulturelle baggrund eller det ekstra sprog, som de skulle have styr på. Dengang havde jeg kun få konkrete eksempler til at modbevise de unge vejlederes pessimistiske syn på deres anden kulturelle og sproglige baggrund.
Forleden havde jeg meget nemmere ved at overbevise min lillebror. Blandt andet kunne jeg referere til, hvordan jeg mindst en gang om ugen fører en samtale på tyrkisk med en nordisk kundes kommunikationschef, og hvordan det har været med til, at jeg har fået en særlig tæt relation til en relativ ny kunde. Min lillebror fik også historien om dengang jeg kontaktede et PR-bureau i Tyrkiet på vegne af en international kunde og ikke mindst dengang jeg havde en desperat dansk butikschef i røret, som havde fået mit nummer af en fælles veninde. Han skulle bestille tyrkiske varer til sin butik og havde brug for en liste med de tyrkiske navne på diverse bælgfrugter og specialiteter. Det ekstra sprog er et kæmpe plus for slet ikke at nævne, hvordan den daglige navigation i flere kulturelle sammenhænge giver en unik tilpasningsevne og forståelse af andre menneskers handlingsmønstre.
Jeg vil opfordre alle til at gøre sit for at ændre opfattelsen af, at unge etniske minoriteters kulturelle og sproglige baggrund er en barriere frem for et ekstra sæt ressourcer i deres tilværelse i Danmark. I sidste ende handler det om, hvordan vi italesætter bestemte begreber for at ændre opfattelsen af dem – noget, som vi GKere kender særlig godt til.
Ord: Nilüfer Sahin
Billede: orinrobertjohn
”Hjælp os med at overleve” stod der med store bogstaver i en dagbladsannonce indrykket af pladebutikskæden GUF tidligere på året. Budskabet er klart; GUF bliver ædt levende af de store musikkæder, af download på nettet og af finanskrisen – og det er finanskrise-offerkommunikation i sin pureste form. Men er det klogt?
Dårligt image?
GUF åbnede sin første pladebutik i 1972 på Sankt Hans Torv i København, og har efterhånden indtaget en ekspertrolle i Danmark; det er pladebutikken for kendere. Her kan man dyrke de smalle, alternative musikgenrer og finde alt det, som de store mainstreamkæder ikke sælger. Her kan man få gode råd af kompetente ekspedienter og finde en vaskeægte musikperle til en billig penge. Når butikskæden nu er lukningstruet skyldes det dels finanskrisen, dels at musikbranchen i årevis har haft problemer med at holde på de betalende kunder. Men kigger man GUF nærmere efter i sømmene, tegner der sig desuden et billede af en forretning, der ikke har formået at leve op til den ekspertrolle, de tidligere har kommunikeret. Utallige debatindlæg på nettet og interviews i medierne afslører utilfredshed; ekspedienterne er arrogante og ubehøvlede, servicen er for dårlig, og der mangler generelt fornyelse og nytænkning i forhold til både butik og sortiment.
Fra oprører til offer
GUF har spillet alle rollerne i eventyret; de begyndte som oprøreren, der ville gøre op med mainstream og konformitet. Så blev de helten, der gav kunderne nye musikoplevelser. Så blev de eksperten, som man fremhævede i musikkredse for deres integritet og musikkundskab. Så blev de monsteret, der var så sikker på sin egen kunnen og position, at hensynet til kunden blev skubbet i baggrunden – og til allersidst har de indtaget en offerrolle, hvor de appellerer til kunden om at redde GUF fra bankerot.
Brug hjernen, hjertet og hænderne
GK’s metode rummer tre billeder; hjernen, hjertet og hænderne, og GUF’s situation så måske anderledes ud, hvis de havde benyttet GK’s tilgang i kampen for overlevelse: De kunne have ”lagt hjernen i blød” og fundet frem til problemets kerne og løsningsmuligheder. De kunne have holdt fast i deres hjertesag – musikekspert-rollen – og brugt den i både ekstern og intern kommunikation og i interne værdier. Og de kunne have taget hånd om sagen, i bogstaveligste forstand, for at forbedre den interne og kunderelaterede kommunikation og gøre deres butikker til et sted, hvor folk gider handle. – For hvis man kan finde sin musik billigere eller gratis på nettet, skal den personlige kontakt og oplevelse i butikken tilføre produktet noget ekstra og særegent.
Offerrollen som sidste nødråb
GUF’s situation er et eksempel på en massiv ubalance imellem selvopfattelse og image – det kunderne rent faktisk oplever. Og alene derfor nytter det ikke at gribe desperat ud efter offerrollen som sidste halmstrå for at overleve. Så ender man nemlig som finanskrise-guf.
Tekst: Ulla Ringgård Christiansen
Når vi taler om vejret, er det ofte overfladiske samtaler om ingen verdens ting, som alle kan sludre med om. Men da jeg i begyndelsen af februar befandt mig i Melbourne i mere end 45 graders varme og en vindstyrke på over 100 km/t, udviklede vejrsnakken sig til noget meget mere væsentligt og alvorligt. For hvad der fulgte, var de værste skovbrande, Australien nogensinde har oplevet, og dermed en katastrofetilstand i delstaten Victoria, der krævede akut politisk handling og kommunikation.
Hvad enten det handler om massefyringer, produkttilbagekaldelser eller naturkatastrofer, kan en alvorlig krise sætte virksomheder, regeringer og enkeltpersoners troværdighed på en hård prøve og i værste fald resultere i konkurs, enden på karrieren eller andre magttab. Midt i prøvelserne skal direktøren, bestyrelsesformanden eller politikeren ikke alene stå til regnskab over for dem, krisen påvirker, men oftest også over for offentligheden i mediernes ubarmhjertelige lys. Jo større de menneskelige omkostninger, jo større er kravene til de ansvarliges respons. Med frygt for et trecifret dødstal og materielle skader i milliardklassen stod den australske premiereminister, Kevin Rudd, over for en massiv opgave, da han skulle lede landet gennem ilden.
Kriser kan ’make you or break you’, det er historien fyldt af skrækeksempler på. Et af de mere udtalte er præsident Bushs håndtering af orkanen Katrina i 2005. Til trods for de horrible tilstande i New Orleans fortsatte den tidligere amerikanske leder ufortrødent sin ferie. Handling taler højere end ord, og Bushs manglende tilstedeværelse og efterfølgende mangelfulde redningsindsats satte gang i en hed debat om racediskrimination, som kostede republikaneren dyrt på tillidskontoen. For at cementere sin komplette inkompetence som strategisk kommunikatør, nægtede han, da han langt om længe kom på banen, at indrømme, at hjælpen var too little too late. Hovedreglen for enhver form for krisekommunikation: hvis du har begået en fejl, så indrøm det, beklag og gør bod. Bush brillerede for alvor, da han på sit allersidste pressemøde som landets præsident forsøgte at bortforklare sine handlinger i forbindelse med Katrina:
”En del af min retorik har tydeligvis været en fejltagelse. Jeg har tænkt længe og grundigt over Katrina. Kunne jeg have gjort noget anderledes? Så som at flyve Air Force One til enten New Orleans eller Baton Rouge? Problemet med det er, at politi ville være blevet taget væk fra missionen, og så har jeg en formodning om, at I ville have spurgt ‘hvordan kunne du dog finde på at flyve Air Force One til Baton Rouge, så politimænd, der var behov for til at dirigere trafikken ud af New Orleans, blev fjernet fra opgaven for at se efter dig’,” sagde Bush til pressen.
Ja, hvis han mener, risikoen for trafikudfordringer var hans største fejltagelse i New Orleans, har han en del at lære om krisehåndtering. Udover ærlighed og åbenhed arbejder vi i GK med et holistisk beredskabsmantra, som fordrer dygtige hænder, et varmt hjerte og et godt hoved. Alle tre hovedingredienser indgik på eksemplarisk vis i Rudds beredskab, da Victoria med hans egne ord var ’som helvede på jord’. I et interview på landsdækkende tv var en følelsesladet premiereminister tæt på tårer og havde flere gange svært ved at få ordene over læberne.
At han var så påvirket af katastrofen, gjorde Rudd menneskelig i befolkningens øjne, og hans udtalte medfølelse rørte både de, der havde mistet alt, og de, som fulgte katastrofen i det farverige medieorgie, der oftest følger med kriser som denne.
Manden, der startede sin karriere som premiereminister med at give en officiel undskyldning for historiske overgreb mod landets oprindelige befolkning, manifesterede her sin rolle som folkelig helt, da han tog rundt til de værst ramte brandområder for at vise ofrene, at de ikke var alene. Han delte ud af sin tid og opmærksomhed og var der for de, der havde brug for det et håndtryk, et kram eller en skulder at græde ved. Empatien forekom ægte og blev bakket op af klare meldinger og handling.
Rudds budskab var klart; denne katastrofe påvirkede hele landet, og ingen ville blive efterladt eller glemt, når genopbygningen gik i gang. Med klassiske kollektivistiske Labour-værdier forsikrede han australierne om, at landet ville stå sammen for at overvinde krisen:
”Sammen genopbygger vi – mursten for mursten, hus for hus, gade for gade. Vi genopbygger, og vi genopbygger sammen. ikke blot i morgen, ikke blot næste uge eller næste måned, men indtil dette lokalsamfund er helt genopbygget. Vi har i sinde og er fast besluttet på at være der for jer hvert skridt på vejen herfra. Det er nemt at sige. Det er meget sværere at føre ud i livet, men jeg vil gøre alt for, at vi lever op til den forpligtelse over for jer og hvert af de lokalsamfund, der er blevet hærget af disse brande,” sagde Rudd til beboerne i et af de værst ramte områder.
Retorikken blev fulgt op af undersøgelser af, hvordan det nationale brandberedskab kunne forbedres og nye strengere forholdsregler for planlægning og beredskab. For at give ofrene for skovbrandene mulighed for at vende tilbage til en eller anden form for hverdag hurtigst muligt, udbetalte staten også omgående særlige tilskud til de familier, der havde mistet hus og familie samt tilbød økonomisk støtte til begravelser. Endelig markerede Rudd, at Black Saturday var en katastrofe, der berørte hele landet ved at udnævne en national sørgedag for ofrene. Med en kombination af tilstedeværelse, indlevelse og handling er Rudds håndtering af skovbrandene et godt eksempel på, hvordan en krise kan give mulighed for at udvise lederevner, engagement og vision.
Ord: Cathrine Wahl
Modstanderne af kameraovervågning på offentlige steder taler om krænkelse af privatlivets fred og brud på menneskets grundlæggende frihedsrettigheder. Mange af modstanderne er samtidig varme fortalere for Facebook, og udstiller gladelig sit privatliv på nettet. Og det forstår jeg simpelthen ikke.
Hvordan kan man kalde kameraovervågning på offentlige steder for krænkelse af privatlivet, når man samtidig er fortaler for at lægge billeder til offentligt skue på Facebook og på samme tid giver Facebook råderet over billederne? Der er sikkert mange, der har en fornuftig indstilling til, hvilke billeder man lægger ud på nettet, og hvilke billeder der bør forblive private. Men der er også mange, der har en anden opfattelse af, hvad der er privat og hvad der kan deles, end du selv har. Efterhånden som flere og flere bruger Facebook til at dele sine billeder med alverdens perifere bekendtskaber, er der da netop tale om krænkelse af privatlivet.
For et par uger siden så jeg et program på tv om knivvold i Storbritannien. Utrolig ubehageligt og skræmmende at se på, hvordan det blandt en flok afstumpede unge er blevet normen at gå med kniv og bruge den enten i slagsmål eller i regulære overfald på uskyldige mennesker. Der var dog en positiv detalje ved programmet. På grund af Storbritanniens omfattende videoovervågning af offentlige gader og stræder, blev langt de fleste knivoverfald, som blev vist i programmet, opklaret og forbryderne blev dømt på grund af klare beviser fra kameraovervågningen.
Jeg har ikke noget problem med, at der er placeret kameraer rundt om i det offentlige rum, hvis det kan hjælpe med at identificere og dømme voldsmænd, der løber rundt og stikker folk ned. Så længe jeg er på et offentligt sted, kan jeg godt lægge så meget bånd på mig selv, at jeg ville kunne tåle at se det gengivet på video – ikke noget problem.
Jeg synes derimod, det er irriterende, at jeg ikke kan tage til fest med venner, bekendte, kolleger, familie eller lignende uden at aftenens episoder skal deles med alle på nettet efterfølgende. Her skal man pludselig acceptere en slags overvågning i private omgivelser, som i øvrigt prompte bliver offentliggjort.
Det seneste skud på stammen inden for overvågning og brud på privatlivets fred, blev jeg opmærksom på gennem et blogindlæg af min kollega Dagfinn om den svenske tjeneste Bambuser. Denne nye tjeneste gør det muligt på let vis at optage og sende videoklip med sin mobiltelefon og gemme klippet som privat eller offentlig på din egen brugerside.
Som Dagfinn påpeger i sit blogindlæg, bliver overvågning på laveste og mest holdningsløse niveau nu muligt. Hvis man kan være fortaler for disse nye muligheder, har jeg svært ved at se, hvordan man kan være i mod en mere kontrolleret kameraovervågning af det offentlige rum.
Ord: Carsten Nesager Kjær
